Håndarbejde og kreativt værksted

I 1960erne opstod der en særlig mode for unge, primært fordi unge selv fik lov til at bestemme over deres egne penge, som de fik til deres konfirmation eller som de kunne tjene ved fritidsjobs. Det eftertragtede var fabriksfremstillet tøj, som for eksempel cowboybukser, miniskirts, skjorter, tshirts o.a.
Indtil da var de fleste børn og unge klædt som voksne, bare i mindre størrelser.
Men, som du også kan høre på flere af vore videoer,  var det stadig svært for mange unge, at få lov til at bestemme. Mange måtte kæmpe hårdt for at få lov til at købe det tøj, det bælte eller det tørklæde, som var det helt rigtige på den tid.
Derfor var der mange unge, som selv fremstillede deres eget tøj og det smarte tilbehør som var moderne, og der opstod en særlig mode af selvfremstillet tøj og tilbehør.
Det var striktøj, broderi, perlekæder, tasker, hårbånd, læderbælter og remme, punge, piber og lignende – Disse selvfremstillede ting blev på mange måder en del af de officielle billede af 1960erne.

Der findes blandt bedsteforældre og andre som var børn og unge i 1960erne en masse færdigheder, materialer, mønstre og teknikker, som måske ikke har været i brug i mange år, men som kan samles op og aktiveres i et fælles håndarbejde med nutidens børn.
Mange af teknikkerne, mønstrene og materialerne er også tilgængelige i skrift og billedmedier. En del museer og samlinger rundt i landet kan også fremvise tøj, tilbehør og genstande fra 1960erne.
En del af datidens tøj og tilbehør, findes sandsynligvis også i ældres gemmer, og hvis man låner eller affotograferer disse ting, er der også et godt udgangspunkt for at lave udstillinger og fremvisninger.