Lav din egen video


Der kan være mange gode grunde til at lave sine egne interviews om 1960erne. En grund kan være, at læreren har bedt dig om det, en anden grund kan være, at du har tænkt: Der er et emne, som de har glemt at tage op. Eller du har tænkt: Det kan jeg gøre meget bedre.
Uanset, hvad din grund er, kan vi kun støtte, at du går i gang, og det vil glæde os rigtig meget, hvis du bagefter vil dele dit bidrag med os. Det kan du gøre så simpelt som at sende os et link til videoen. Send til
For at hjælpe dig på vej, har vi samlet et par links til gode sider med inspiration og instruktion. Før vi slipper dig, vil vi også gerne give dig et par råd med på vejen.

Det gode videointerview:

1 Kend dit kamera
Optag hellere med et simpelt videokamera, som du kender godt, end med et avanceret kamera, som du ikke kender særlig godt. Brug f. eks. det indbyggede kamera i din smartphone. Kvaliteten er fuldt på højde med mange avancerede videokameraer, og smartphone kameraer er rigtig gode til at tilpasse sig skiftende lysforhold.
2 Vælg et sted
Vælg et sted, som passer godt til interviewets emne. Kan det ikke lade sig gøre, så find en ensfarvet grå væg eller et ensfarvet mørkt scenetæppe. Ensfarvet og mørkt er altid bedre end mønstret og hvidt - mønstret og hvidt får nemt videoen til at flimre. Stedet skal også være støjfrit. Støj kan ødelægge et ellers godt interview. Er interviewet indenfor, så vælg et rum med tæpper på gulvet, bløde lofter og tykke gardiner. Du skal kun optage udendørs, hvis der er helt vindstille og ikke er nogen form for baggrundsstøj. Selv fuglesang kan hurtigt blive “for meget”.
3 Vis os ansigtet
Indstil billedudsnit, så vi kommer helt tæt på interviewpersonens ansigt. Hvor tæt? Så tæt, at ansigtet fylder 70-80 procent af billedet! Personens skjortekrave eller blusekant kan netop anes, og det øverste af håret eller issen er måske “klippet af”. Interviewpersonen må gerne bevæge sig, men ikke så meget, at munden og hagen eller øjnene ryger ud af billedet. Hvis det sker, zoom lidt ud og begynd forfra. Hvorfor er tæt på godt? Fordi fortællerens ansigtsmimik og udtrykket i øjnene fortæller mindst lige så meget som de ord, der siges!
4 Slå autofokus fra
Hvis det er muligt med det kamera, som du bruger, da slå autofokus fra og stil skarpt på interviewpersonens øjne. Så længe øjnene står helt skarpt i billedet, er alt godt. Når du optager med autofokus, er det ekstra vigtigt, at baggrunden er rolig. Ellers kan kameraet finde på at stille skarpt på noget andet end fortælleren!
5 Find et lyst sted uden sol
Optag et sted, hvor der er mest muligt lys, men sørg for, at lyset falder rigtigt på interviewpersonen. Placer interview- personen ved et vindue, hvor der ikke kommer direkte sollys ind, men gerne indirekte dagslys - gråvejrslys. Placer personen sådan, at lyset rammer interviewpersonens ansigt forfra eller skråt forfra, og sådan, at den, der optager, står med ryggen eller siden til vinduet. Hvis lyset ved vinduet er for stærkt, så ryk lidt væk - eller blød dagslyset op ved at tænde en eller flere indendørslamper.


6 Tjek lyden - og tjek igen
Det allervigtigste for et godt interview er lydkvaliteten. Hvis du optager med smartphone, skal afstanden til den talende være max. en meter. Hvis afstanden er længere, skal du optage lyd med en mikrofon eller en audiorecorder. Kontroller med ørebøffer, at alt, hvad personen siger, kommer tydeligt igennem. Hvis kameraet kan vise lydniveauet grafisk med et VU-meter, så brug også dette. De bedste resultater får du ved at bruge begge kontrolmetoder, ikke kun den ene.
7 Stå bomstille!
Når en interviewperson fortæller, er det vigtigt, at kameraet holdes i ro. Den ro kan du kun opnå, når kameraet sidder på et stativ. Der findes masser af holdere og adaptere til smartphones, så de nemt kan kobles på et fotostativ. I mangel af stativ, find en mur, gesims eller hylde, dit kamera kan hvile på. Håndholdte billeder kan være en sjov effekt til sportsscener eller flugt - til interview eller fortælling duer det bare ikke.
8 Find bevægelsen
Når interviewet er færdigt, kan du lave nogle ekstra optagelser med bevægelse i. Du kan f. eks. lade Interviewpersonen komme gående ind i billedet og sætte sig godt til rette, før fortællingen begyndes. Du kan lade interviewpersonen gå ud af billedet på samme måde. Du kan også optage live-situationer med personen, som du bagefter fletter ind i dit interview med videoredigeringssoftware.
9 Slap af
Vi har allerede givet alt for mange gode råd, men her kommer det vigtigste: Slap af, tro på det, gør det og nyd det. Hav det sjovt med at møde interviewpersonen, få en samtale i gang, lytte og forundres. Når du er afslappet og rolig, bliver fortælleren det også. Hvis noget kikser, så grin lidt ad det, lær af det - og kom videre.
Rigtig god fornøjelse!

Inspiration til elever

youtube for schools

Vimeo videoskole

Inspiration til lærere

Video med it i folkeskolen - Materialeplatformen