Sproget og litteraturen

1960erne er kendetegnet af en kraftigt skift i relationen mellem børn og voksne, og i særdeleshed mellem lærere og elever.
Det var en udvikling som havde været på vej gennem flere årtier, særligt omkring de frie grundskoler og de alternative skoler, men også i folkeskolen.
Men først med udgangen af 1960erne var den autoritære pædagogik for alvor på retur.
Det gik fra at elever blev spurgt og overhørt til at lærerne gik i dialog og samtale med eleverne.
Som nogle af vore berettere fortalte, ”så holdt børn op med at være bange for voksne” – de turde sige deres mening og lærerne bestræbte sig på at lytte, og mange lærere begyndte at interessere sig for, hvad deres elever mente.
Det kan være et godt eksperiment, at afprøve hvordan det virker ind på sproget, hvis man laver rollespil på en autoritær undervisningsform. – Ikke blot som en oplevelse af hvor ubehageligt det kan være for alle parter, men også for at snakke om, hvordan det påvirker det sproglige samvær i klassen på godt og ondt.
Det kan også være et særligt udgangspunkt for fortællinger af og samtaler med ældre mennesker, som har kendt og oplevet den autoritære form. Mange synes og mener jo stadig at folkeskolens største problem er manglen på autoritet – det kan danne udgangspunkt for samtaler om forskel mellem autoritet, respekt, tydelighed og andre former for regulering og styring af samværet i klassen.

Det var først i 1960erne, at vi fik egentlig børne – og ungdomslitteratur, som var skrevet og fortalt ud fra børns synsvinkel og verdensforståelse i massemålestok.
”Den kroniske uskyld” ”Rend mig i traditionerne” ”Forbandet Ungdom” var 1950ernes varsel om en ungdomskultur som for alvor slog igennem i 1960erne.
Og en ny skare af forfattere som primært orienterede sig efter børn og unge , Bjarne Reuter, Ole Lund Kirkegaard, Bent Haller og mange flere dukkede op og fyldte reolerne og kasserne i børne- og ungdomsafdelingerne på landets biblioteker.
Og i den sidste del af 1960erne kom fjernsynet og radioen til at fylde mere og mere i forhold til en egentlig børne- og ungdomskultur.
En stor del af 1960ernes børne- og ungdomslitteratur fandt også vej til filmmediet, primært i 1970erne og 1980erne.
Vi har ikke i de foreliggende fortællinger og beregninger interesseret os særligt for det sproglige og for børne- og ungdomslitteraturen, men der er jo rigelig dokumentation af dets eksistens i bøger og på film, og det vil være et egnet medie også til at sætte gang i erindringer og fortællinger fra datidens børn eller unge.